Den mørke fare: fanatisme: Vers om krig og fortolkningen af disse

Efter at have set definitionen af krig i Koranen, lad os nu undersøge versene omkring krig, som misbruges af nogle ekstremister og bruges til at kritisere islam af nogle modstandere af islam: Gennemgang af vers 191 i Sura al-Baqara:

Dette vers er et, der blev nedsendt, efter muslimerne blev udsat for ekstremt pres og vold og blev tvunget til at migrere fra Mekka til Medina. De forhold, vi diskuterede detaljeret ovenfor, opstod, og muslimerne modtog befalingen om at forsvare sig selv mod direkte angreb. De brugte metoderne fra det samfund, som aldrig stoppede med at undertrykke dem, som nægtede at tale på en behagelig måde, og som vendte det døve øre til alle opfordringer om fred eller forhandling, med dem.

Men verset indeholder også en påmindelse om krigens regler: "Kæmp ikke mod dem ved Den hellige Moske, medmindre de kæmper mod jer der. Men hvis de angriber jer, så dræb dem." Som vi har set, er den eneste betingelse for at kæmpe, at den anden side har angrebet først. Hvis de ikke fører krig, hvis de ikke angriber, så er det absolut forbudt for muslimer at kæmpe.

Det er selvfølgelig meget mistænkeligt, hvordan ekstremisterne og modstanderne af islam, som forvrænger dette vers, ignorerer denne ganske vigtige bestemmelse. Verset giver tydeligvis kun muslimerne ret til selvforsvar. Dette vers befaler derfor ikke krigsføring og aggression.

Et andet vigtigt element i verset åbenbares som følger: "For at skabe splid er værre end drab." At opildne samfund, I vers 191 i Sura al-Baqara tildeles muslimer kun retten til at forsvare sig selv. Dette vers legitimerer derfor ikke krig og aggression.

Nej til Demokrati Vi ønsker kun Islam opfordre til had, sprede had, anarki og terror ved at indgå i bagvaskelse og totale usandheder og derved skabe fjendtlige folkemasser er fitna, og verset fortæller os, at fitna er værre end drab; altså er de samfund, som angriber muslimer, dem der begår, psykologisk og skjult fitna, og den skade, de påfører, meget stor. Muslimer forsvarer naturligvis sig selv, når andres aggression viser sit ansigt.

Den måde, hvorpå nogle fanatikere betages af rygter eller overtro og erklærer, at individer, samfund eller trosretninger spreder fitna, og så søger bevis for deres perversioner fra Koranens vers, er selvfølgelig overordentligt ynkelig. Fitna omfatter handlinger, som vil føre til korruption, såsom at forsøge at skabe splittelse mellem muslimerne, føre til tab og synd ved at påføre dem alle slags bekymringer, og så etablere et klima der befordrer masseoprør og angreb på muslimer fysisk og verbalt. Derfor skal en person, for at man kan anklage vedkommende for fitna, have begået en eller flere af disse handlinger. De, som forsøger at anklage jøder og israelere, ved at anklage dem for at begå fitna, fejler derfor i lyset af dette vers.

Ifølge Koranen er det en synd at anklage alle jøder eller israelere for at begå fitna. Folk, som spreder fitna, kan stamme fra enhver religion eller hvilket som helst land. Men på samme måde, som det er umuligt at stemple alle arabere, tyrkere eller muslimer som spredere af fitna, blot fordi der er nogle arabere, tyrkere eller muslimer, som begår fitna, er det heller ikke muligt at stemple alle jøder eller israelere som spredere af fitna. Ifølge Koranen kan en muslim spise hjemme hos en jøde, være hans gæst og ven, og må endda gerne gifte sig med en jødisk kvinde (dette vil klargøres nærmere i et senere kapitel). Når dette er tilfældet, er det umuligt for en muslim ubetinget at stemple alle jøder som nogen, der spreder fitna. Folk, som kommer med så gennemgribende fejlagtige påstande, kender indtil til Koranen, som vi sagde i starten, og handler ud fra uvidenhed, som stammer fra at være blevet opdraget under indflydelse af utallige opdigtede hadith omkring fitna og jøderne. De pågældende hadith og Bogens Folks status ifølge Koranen vil gennemgås i senere kapitler.

Gennemgang af versene 89, 90 og 91 i Sura an-Nisa’:

De ønsker, at I skal være vantro ligesom de er vantro, sådan at I bliver lige. Tag dem ikke som jeres fæller, før de går over til Allahs sag. Hvis de vender sig bort, så pågrib dem, og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag ingen af dem som fæller og ej heller som hjælpere. (Sura an-Nisa’, 89) Undtaget er dem, som har allieret sig med et folk, som I har en fredsaftale med, eller dem, som kommer til jer, med sorg i hjertet over at føre krig mod jer eller deres egne folk. Hvis Allah havde villet, kunne Han visselig have givet dem magt over jer, og da ville de have kæmpet mod jer. Men hvis de trækker sig tilbage og ikke kæmper mod jer og tilbyder fred, så har Allah ikke ladet en vej stå åben for jer imod dem. (Sura an-Nisa’, 90)

Dette vers henviser til hyklere. Disse er folk, som siger, de er muslimer, som lever blandt muslimer og ser ud til at være muslimer, men som faktisk er meget fjendtlige over for Gud og islam, og forsøger at stikke muslimerne i ryggen. Gud afslører, at de, som dør som hyklere, kastes ned i helvedes dybeste lag. Som det kan ses er hyklere, på grund af deres dobbeltmoralske og forræderiske natur, en særlig farlig og grusom menneskemodel, i stor kontrast til Gudsfornægterne eller polyteisterne. Det forbydes i vers 89 af Sura an-Nisa’ at have venner, der er hyklere, som svigter muslimer og forsøger at lede muslimer ud i de samme perversioner som dem selv. Det, som retfærdiggør at kæmpe mod dem, er den måde, hvorpå de omtalte hyklere begår fysiske angreb på muslimer. Vi kan se dette i det efterfølgende vers, vers 90. Som det tydeligt fremgår fra ordene "Men hvis de trækker sig tilbage og ikke kæmper mod jer og tilbyder fred" kan man ikke anklage et samfund, som ikke angriber. Det samfund, hvorpå drab er tilladt, er ganske tydeligt et, der har først har erklæret krig mod muslimerne. Muslimer gives tydeligvis retten til at forsvare sig selv mod angreb her. I tillæg er vers 90 i Sura an-Nisa’ en anden manifestation af det retfærdige, tilgivende og hengivende sprog, som altid foretrækker fred, i Koranen. Nogle hyklere, som indtil da altid havde stukket muslimer i ryggen og forrådt dem, men som senere fik en fredelig attitude over for muslimer, er også immune, hvilket vi kan se på ordene; "Undtaget er dem, som har allieret sig med et folk, som I har en fredsaftale med, eller dem, som kommer til jer med sorg i hjertet over at føre krig mod jer eller deres egne folk." I samme vers siger Gud: "Men hvis de trækker sig tilbage og ikke kæmper mod jer og tilbyder fred, så har Allah ikke ladet en vej stå åben for jer mod dem." og understreger igen deres immunitet. Dette er definitionen af retfærdighed. Vers 91 indeholder en situation, der beskrives på grundlag af de samme betingelser. Hyklere, som angrer, og som siger de ikke vil kæmpe, vender senere tilbage til fitna og begynder igen at angribe muslimer. I det tilfælde må man erindre bestemmelsen i Koranen om, at disse folk ikke må røres, så længe de ikke angriber, men hvis de gør, så er selvforsvar tilladt.

Vi må huske på, at situationen beskrevet i versene var en specifik situation, som kom til under Slaget ved Uhud, og at den omhandler de hyklere, som begik forræderi på slagmarken. Gennemgang af vers 5 i Sura at-Tawba:

For at kunne forstå forholdene i det ovenstående vers må vi begynde at læse fra vers 1 i Sura at-Tawba; på den måde ser vi, at polyteisterne, som fortjener modangreb, ikke er "alle polyteister" men de, der begår brutale angreb på muslimer, og som så bestemmer sig for ikke at kæmpe i de hellige måneder. Polyteisterne her er dem, som listigt har forsøgt at jagte muslimer, og som er fortsat med at angribe dem i de hellige måneder og har slået muslimer ihjel, selvom de har lavet en fair aftale med muslimer, og de meget vel vidste, at muslimer ikke ville begive sig i krig i de hellige måneder. Under disse forhold får muslimer i dette vers retten til at forsvare sig selv mod disse brutale angreb. Som det ses i verset reagerede muslimerne, selvom polyteisterne udførte deres brutale angreb i de hellige måneder, ikke i disse måneder, som Gud havde befalet. De udviste tålmodighed i disse måneder og begyndte først at forsvare sig selv, når de hellige måneder var slut.

Vi ser også, at verset beskriver den metode, der skal tages i brug ved forsvar: beslaglæg, belejr og lig på lur på alle veje. De primære forhold i krige, der er baseret på internationale love, er belejr og beslaglæg. De veje, der er nødvendige for belejringen overtages og holdes, og den anden side forhindres dermed i at bevæge sig. Dette vers beskriver derfor den metode, der bruges og nu betragtes som legitim under internationale love. Den eneste forskel er, at det ikke er muslimerne, der angriber; de forsøger blot at stoppe angrebene mod dem.

I vers 6 i Sura at-Tawba får muslimer at vide, at de skal hjælpe en afgudsdyrker, som søger beskyttelse hos dem og beder dem om hjælp, selv hvis det sætter deres egne liv i fare.

Det kommer heller ikke på tale i dette vers at begive sig ud i kamp mod de, som stopper deres angreb og angrer. De må frigives; det er tydeligt.

Når vi ser på det næste vers, finder vi en meget vigtig udtalelse, som beskriver Koranens kærlige og beskyttende ånd. Dette vers eliminerer alle påstande omkring muslimer fra Islams modstandere. Verset lyder:

Gennem dette vers rådes muslimer til at hjælpe enhver polyteist, som har søgt beskyttelse hos dem og søger deres hjælp, selv hvis det sætter deres egne liv i fare. Verset foreslår endda, at sådan en muslim skal bruge sig selv som skjold for at beskytte sådanne polyteister. For at sige det på en anden måde har han ansvar for at risikere sit eget liv for at beskytte en, der fornægter Gud, og for at bringe ham i sikkerhed. Dette er hvad Koranen befaler. Ifølge dette bud skal ingen slås ihjel for ikke at tro på Gud. Modsat skal han beskyttes, selv på bekostning af muslimers liv. Derfor har begrundelsen for krig intet at gøre med, om den anden side tror på Gud eller ej, eller om de tilhører en anden tro. Begrundelsen for krig er, at den anden side begår overgreb og tortur og slår folk ihjel.

Et andet faktum, der beskrives i verset, er, at alle folk må være under muslimers beskyttelse, så længe de ikke angriber eller har en ekstrem adfærd, uafhængig af deres religion, sprog, etnicitet eller tro. En muslim har ansvar for at beskytte Bogens Folk, eller en ateist eller en kommunist, på samme måde som en anden muslim; dette er et krav for at være en muslim, dette er beskrivelsen af en muslim i Koranen. Hvis nogen siger, "Jeg er en muslim", må han beskytte andre.

Gennemgang af vers 13 i Sura at-Tawba:

Dette vers er endnu et af de, der viser reglerne omkring kampe i Koranen. Når et polyteistisk samfund, der havde opnået våbenhvile med muslimer, altså som levede i fred med dem ligesom aftalerne krævede, brød våbenhvilen og begyndte at angribe, når de prøvede at tvinge vores Profet (صلى الله عليه وسلم) til at forlade sit eget land og gå i eksil og når, som verset udtrykkeligt siger, de begyndte fjendtligheder, havde muslimerne ret til at slå tilbage mod dem.

Gennemgang af vers 33 i Sura al-Ma’ida:

Det emne, vi især understreger i alle versene omkring krigsføring er også synligt i dette vers. Egenskaberne af det samfund, der skal kæmpes mod, beskrives detaljeret her: de fører krig mod Gud og Hans Budbringer og går omkring og fordærver verden. Disse folk begår ikke blot fysiske angreb på muslimer, de spreder også korruption over hele verden. Verset taler om et samfund, som repræsenterer et problem for hele verden, som alle betragter som et perverst, korrupt og krigerisk samfund.

Som i alle krige er drab muligt, hvis man skal bekæmpe et samfund, som aktivt har erklæret krig mod muslimer, så længe det er sidste udvej, og et af de midler, der kan tages i brug, er at tvinge folk væk fra deres land. For at sige det på en anden måde har muslimer KUN, ifølge Koranens vers, tilladelse til at gøre ting, som normalt ville være forbudt – at dræbe og tvinge folk ud i eksil – hvis der er en sådan krigstilstand.

Vi må også vurdere dette vers i lyset af det perspektiv og den evidens, vi har kigget detaljeret på. Man må ikke glemme, at Medina perioden, hvor nogle vers blev nedsendt, var en periode med intense kampe. Dette var udelukkende resultatet af uretfærdigheder begået mod muslimer "(Det er) dem, som blev fordrevet fra deres hjem, uden retfærdig grund, men kun fordi de sagde: 'Vor Herre er Allah' ..." (Sura al Hajj, 40), som skrevet i et vers. Endvidere, som verset fortsætter med at sige, "Men hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Gud jer ikke lov til at gøre dem noget." Muslimer har et ansvar for at stoppe kampene og for ikke at fornærme den anden side, når de slutter.

Når man ser på et par vers før vers 57 i Sura al-Anfal, ser vi samfund, som muslimer havde opnået aftaler med, blive omtalt. Ligesom, i næsten alle andre vers, som giver tilladelse til retmæssigt selvforsvar, er disse samfund nogle, som havde brudt deres våbenhvile med muslimer og angrebet dem med det samme.

Det er vigtigt at manifestere en forebyggende magt over for samfund, som begynder angreb efter angreb, nægter at lytte til fornuft og skaber fordærv ved hele tiden at bryde fredsaftaler. For når det først er sket, vil de samfund, som er blevet vant til at sprede fordærv, ikke længere have styrken til at gøre det, og andre grupper af polyteister, som forbereder sig til at følge dem og skabe fordærv og begynde at angribe, vil derfor mangle modet til at gøre dette. Dette er et nødvendigt og vigtigt forebyggende middel mod det samfund, som bryder alle fredstraktater, og et der vil forhindre efterfølgende konflikt. Det er meget vigtigt, at sanktioner er "forebyggende" i forfatninger i næsten alle lande i verden og i internationale love. Målet er at forhindre, at en lovovertrædelse begås af den samme eller en anden person. Disse forbehold i internationale love er meget passende, og det er uretfærdigt, såvel som et brud på både sund fornuft og retfærdighed for folk, som betragter dem som nødvendige for lovgivningen, at være modstander af de samme midler, når det gælder islam.

Gennemgang af vers 4 af Sura Muhammad:

Ligesom andre vers er det, som verset understreger, tilstedeværelsen af et krigsklima. Traktaten er blevet brudt, polyteisterne er gået i offensiven, og der er nu intet andet alternativ end at besvare den aggression. Det, som verset beskriver, er de internationale regler for krigsføring. I tillæg beskriver det også noget, som faktisk ikke anvendes under internationale krigsregler: frigivelsen af krigsfanger, så snart krigen er slut. Men i dag holdes krigsfanger stadig fanget på Guantánamo i Cuba, selvom krigen i Afghanistan er slut, og organisationer såsom FN og NATO betragter dette som legitimt. Men Koranen betragter ikke den lov som legitim: fra Islams synspunkt må alle krigsfanger frigives, så snart krigen er slut.

Under islamisk lov er krig kun tilladt for at forsvare sig, og krigsfanger skal frigives, når det er slut. Dette er en praksis, som ikke engang findes i den internationale krigslov. Faktisk holdes krigsfanger, fra tidligere konflikter, stadig under barske forhold i fængsler såsom Guantánamo Bay.

Versene omkring krig beskriver tydeligt forsvarskrige under tidens forhold, som kun udkæmpedes mod polyteister og hyklere, som påbegyndte fjendskab og spreder fitna og fordærv. Hovedgrunden til, at disse vers misfortolkes og bruges til ekstremisternes vrede og hadefulde politik er, at hundredvis af falske hadith er blevet tilføjet islam, og nogle analytikeres forkerte fortolkninger. Men Koranen skal læses med et rent og oplyst sind, frigjort fra alle falske hadith og anden overtro. Når de betragtes i lyset af krigstilstanden på det tidspunkt, bliver betydningen af disse vers krystalklar.